Forspiring, krokus og mulching
Marts er måneden, hvor alting langsomt begynder at røre på sig igen. Særligt efter denne vinter, der har føltes meget lang, er det som om foråret tager revanche. Dagene bliver mærkbart længere, og selvom nætterne stadig kan være kolde, kan man pludselig mærke solens varme på kinderne midt på dagen.
I GRØFT begynder sæsonen for alvor at tage fart.
De må spirer, vi såede inde tidligere på året, står nu grønne i værkstedet og i drivhuset, og snart skal de prikles videre.
Her midt i marts er det muligt at så de fleste sommerblomster. Vi venter dog lidt med de mere varmekrævende som frøkenhat, cosmos og solsikker.Forspiringen af de varmekrævende sommerblomster begynder vi først sidst i marts eller i starten af april. De udvikler sig hurtigt og vil gerne ud på deres blivende voksested – og det kan de først, når risikoen for frost er helt ovre omkring midten af maj.
I disse uger sår vi også de første hårdføre frø på friland – blomster, som senere på sommeren vil fylde marken med farver, summende insekter og lange, lette stilke til buketter.
Samtidig er vi i gang med årets første workshops og arrangementer, og vi glæder os over, at så mange af jer har lyst til at forsøge jer med forspiring og de magiske blomsterfrø 🌱
Månedens blomst
Krokus
Krokus er en af de blomster, der virkelig fortæller os, at vinteren er ved at slippe sit tag. De fine blomster åbner sig mod solen og på de første lune dage summer bierne allerede omkring dem.
Krokus er blandt de allerførste forårsblomster og en vigtig nektarkilde for insekter, der vågner efter vinteren. Derfor er de ikke bare smukke – de er også små livgivere i haven.
Sådan dyrker du den
Krokus plantes som løg i efteråret. De trives i både bede, krukker og græsplæner og kommer trofast igen år efter år, hvor de ofte breder sig i små forårstæpper.
Plant dem gerne i større grupper – det giver den smukkeste effekt, når de blomstrer.
Vi er vilde med sorterne “Cream Beauty” (sart lysegul) og “Firefly” (Lyselilla).
Krokus i buketter
Krokus er smukkest i haven, men hvis du plukker dem, så tag gerne en lille håndfuld og lad dem stå helt enkelt i en lille vase eller brug en lille blomsterfakir. De åbner og lukker sig med lyset og minder én om, hvor levende blomster egentlig er.
Marts i haven – de første forårstegn
Marts er en overgangsmåned. Haven er stadig i vinterhvile mange steder, men pludselig dukker der små tegn på liv op mellem visne blade og gamle staudestængler.
Her er nogle små ting, du kan gøre i haven netop nu.
Mulche ✂️
Hvis du lod staudernes frøstande stå vinteren over til glæde for fugle og insekter, er marts et godt tidspunkt at klippe dem ned.
Du skal med et have-fint ord ud og mulche. Når du klipper de visne stængler ned, tager du grensaksen og klipper det hele i småstykker, som du lader ligge i bedet. Det beskytter planterne, dækker jorden og giver små levesteder for insekter.
Så hårdføre sommerblomster
Mange sommerblomster kan forspires indendørs eller i et uopvarmet drivhus og flere hårdføre sommerblomster kan sås på friland nu.
Så i små hold frem for det hele på én gang – så har du blomster over en længere periode.
Smukke hårdføre sommerblomster, der kan sås direkte her i slutningen af marts:
Klinte “Light Rose”
Blomsterkørvel
Jomfru i det grønne
Kornblomst “Black Ball” (Så smuk til alle pastellerne)
Sommerridderspore “Smokey Eyes” eller “Frosted Skies”
Morgenfrue “Orange Flash”, “Pink Surprise” eller “Sherbet Fizz”
Vild gulerod “Dara”
Løglasagner
Lad dine løglasagner komme frem i lyset, vand når du ser spirer og giv dem evt. et lag kommunekompost på toppen.
Drøm videre om haven
Selvom arbejdet i haven begynder igen, er marts også stadig en god måned til at drømme og planlægge.
Gå en tur i haven og læg mærke til, hvor solen falder, hvor jorden er tør eller fugtig, og hvor der kunne være plads til nye planter eller blomsterbede.
Du kan også overveje, om du skal have nye beboere i haven. I GRØFT er vi forelskede i vores søde høns, der udover at være godt selskab, også giver æg i smukke farver og hjemmelavet gødning. I år udvider vi GRØFT-familien med løbeænder, da særligt en af vores haver er plaget af dræbersnegle. Løbeænder er nemlig kendt for deres store appetit på snegle og kan være en naturlig hjælp i haven.
Vi har planer om en lille guide til hønsehold og løbeænder, som lander i vores næste nyhedsbrev 🦆
En kærlig invitation
Husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen til forårsmarkedet i Ry den 25. april 2026.
Vi kommer til at have en lille forårsbod fyldt med:
Buketter af blandt andet tulipaner og blomstrende grene
Småplanter af sommerblomster og stauder
Frøbreve, fakirer og små overraskelser
Det bliver en skøn dag, hvor du kan hente inspiration og opleve sæsonens første blomster på tæt hold.
Vi glæder os til at se jer!